Tre kandidater til Energi- og miljøprisen 2017

Københavns Lufthavne, Stibo Printing Solutions og ildsjælen Göran Wilke er nomineret til Energi- og miljøprisen 2017.

Der er nu sat navne på de tre nominerede kandidater til Energi- og miljøprisen 2017, som udpeges af Energiforum Danmark. De tre kandidater lever på hver deres måde op til Energi- og miljøprisens forudsætninger, nemlig ”at yde en motiverende indsats for ansvarlig energianvendelse, gennem energistyring, energiledelse og energieffektivisering”.

De tre nominerede kandidater er Københavns Lufthavne, Stibo Print Solutions og Göran Wilke, som tidligere har været leder for Elsparefonden.

Københavns Lufthavne opsatte i 2012 et mål om at skære 20 % af energiforbruget inden 2020, og CO2-udledningen per passager skulle på samme tid være højst ét kilo CO2. Allerede med udgangen af 2015 var lufthavnen mere end halvt i mål med besparelser på i alt 12 GWh. Besparelserne blev primært opnået ved hjælp af grundvandskøling, indførelse af LED-lys og ventilationsudskiftning af næsten 70 anlæg til 20 nye højeffektive ventilationsanlæg.

Seneste energiinvestering er på 20 millioner kroner i to nye varmepumper på i alt to MW i relation til grundvandskølingen, og den estimerede besparelse er næsten 9 GWh.

»Med de to nye varmepumper er vi allerede i mål med vores ambitiøse 2020-mål – tre år før tid. Succesen skyldes især, at vi har investeret store summer. Det har vi naturligvis gjort, fordi der også ligger en rigtig god business-case bag. Lufthavnen bygger markant ud i de kommende år med mange tusinde nye kvadratmeter og gør plads til mange flere fly og passagerer,« siger lufthavnens energichef Niels Hunderup.

 

Nye energistandarder i trykkeribranchen

Stibo Printing Solutions har i 30 år været fokuseret på effektiv drift og har i næsten lige så mange år haft store ambitioner på miljøområdet, herunder energiforbruget. Gennem systematisk kortlægning af energiforbrug og energistyring har virksomheden identificeret og gennemført energieffektivisering i stor skala. Projekterne tæller alt lige fra belysningsoptimering, varmegenindvindingsudnyttelse til køling og gasforbrug.

»Det her mindsker ikke alene miljøbelastningen markant, men giver også en økonomisk besparelse på over 1.000.000 kroner om året,« siger teknisk direktør Poul Mikkelsen.

Stibo Printing Solutions er nomineret, fordi de fremstår som et lysende eksempel på, hvordan energieffektivisering kan styrke virksomheder i stærkt konkurrenceudsatte markeder, og at et godt og systematisk overblik over energiforbruget baner vejen til en energieffektiv produktion.

 

Ildsjæl og provokatør

Den tredje nominerede er Göran Wilke, som er en ildsjæl, en opfinder, en provokatør og stålsat entreprenør. I sine 35 år i energibranchen har han konstant skubbet til udviklingen af nye tekniske og organisatoriske koncepter. Som bagmand og chef for Elsparefonden satte han ofte sindene i kog med uortodokse løsninger for at få de energieffektive løsninger ind på markedet.

Göran Wilke har altid evnet at se tingene fra nye og skæve vinkler, og i kølvandet på den evne er der kommet en række produkter og koncepter. Som eksempler kan nævnes IC-Meter, som gjorde indeklima-målinger økonomisk tilgængelige, et ”Big Data”-koncept for kosteffektiv fjerndiagnose af bygningers indeklima og energiforbrug, dynamisk varmeregnskab og ”fjernvarme uden rør”.

Göran Wilke er nomineret for gennem 35 år at skubbe til energibranchen med ildhu, iderigdom og en til tider irriterende insisteren på, at tingene kan gøres bedre og smartere.

 

Energi- og miljøprisen 2017 uddeles 7. marts på Hotel Nyborg Strand i forbindelse med Energiforum 2017.

Share this post